Bremer/McCoy

I skovens dybe, stille ro

Medvirkende
Jonathan bremer
kontrabas
Morten McCoy
piano
13-08-2021, kl. 19:00

Vejvisning til koncerten nederst i tekst.

Den anmelderroste jazzduo Bremer/McCoy er Danmarks vel nok hotteste jazznavn. Også i udlandet er Bremer/McCoy et varmt navn, efter at de i oktober udgav deres fjerde album “Utopia”, som i Jazznyt er blevet kaldt for ”den kunstneriske kulmination for Bremer/McCoy”. Det siger ikke så lidt, hvis man har lyttet til de tre foregående albums. De har givet koncerter i det meste af Europa og på de største scener i Danmark. Under Copenhagen Jazzfestival 2021 giver de to koncerter i DR Koncerthuset, som blev udsolgt på rekordtid. Nu kan publikum i Kolding opleve kontrabassist Jonatan Bremer og pianist Morten McCoys forunderligt smukke musik på den mest ultimative lokation af dem alle: Midt mellem Marielundskovens majestætiske træer. Her kan du opleve drømmeduoens magiske, melodiske og meditative dub- jazz. Tager du med Jazz6000 ud i skovens dybe, stille ro, venter der dig ordløs perfektion mellem to sublime musikere, der helt sikkert vil få både skovens dyr, fugle og dig til at falde på halen og helt ned. Tag endelig madkurv og andet godt til ganen med. Vi sørger for guf for sjælen!

Den øvrige presse skrev om det nyeste album:
“Stunning. I highly recommend it,” Gilles Petersson – BBC Radio 6
★★★★★★ – “Et sindssygt dragende drømmeland,” GAFFA
★★★★★ – “Fortjener en bredere anerkendelse,” Soundvenue
★★★★★ – “På vej til en international karriere,” BT Metro
★★★★ – “Potentiale til den store verden,” Politiken
“Bremer/McCoy vender op og ned på den musikalske døgnrytme,” Information

Jonathan Bremer (f. 1991) er en prisvindende kontrabassist, komponist, producer og driver pladeselskabet Unity Rec. Han har bl.a. optrådt med Palle Mikkelborg, Mike Sheridan, Raske Penge, David Sanborn, Niels Lan Doky og som en del af Montmartres husorkester. Han vandt prisen som Årets Musiker ved Steppeulven 2020. 

Morten McCoy (f. 1992) er pianist, komponist, koncertarrangør og DJ. Han startede sin musiske rejse med at grave dybt ned i den jamaicanske musikkultur. Siden har han beskæftiget sig med både øst- og vestafrikansk musik såvel som moderne vestlige lyde. Han kuraterer desuden sub-label Livity Music på Raske Plader.

Koncerten foregår ved Skovløberhuset i Marielundskoven, Kolding. Skovløberhuset ligger midt på Troldhedestien.
Det er ikke muligt at parkere ved Skovløberhuset.
Parkering kan ske ved Marienlundsøen/Naturskolen, Bramdrupskovvej eller ved Kolding Golfklub, Egtved Alle
Da koncerten foregår i den fri natur, anbefaler vi, at du selv medbringer tæpper, paraply og lign., så du får en god koncertoplevelse, uanset vejret.
Pris - medlem: 120
Pris - under 25 år eller studiekort: 60
Pris - ikke medlem: 180

Jazzklub i Kolding