Jazz ved slottet

Fire musikscener placeret på smukke steder rundt om Slotssøen i Kolding

12-06-2022, kl. 13:00

Mødested: Søterrassen på hjørnet af Slotssøvejen og Fredericiagade i Kolding

Igen i år kan du opleve hele fire intimkoncerter på pop-up-scener rundt om Slotssøen i Kolding og med det smukke Koldinghus som kulisse. Vi mødes ved Søterrassen, hvor publikum inddeles i fire grupper, som med hver sin jazzguide bevæger sig rundt mellem de fire jazzscener langs Slotssøens bred og på de omkringliggende plæner. Du vil på gå-turen opleve forskellige undergenrer af dansk jazz leveret af de fremmeste musikere på den danske jazzscene. De enkelte koncerter varer ca. 20 minutter.
Vi ses til en naturskøn lydoplevelse på gå-ben i området omkring Koldinghus og Slotssøen. Husk godt fodtøj og tøj, der passer til vejrforholdene.

Dagen er arrangeret i fællesskab mellem Kolding Jazzklub, Jazz6000, JazzHouse Kolding og Jazz I Trekanten. Hver arrangører har valgt en koncert som repræsentant for netop den type jazz, de står for. Du får derfor et godt indtryk af jazzens mangfoldigheden og en introduktion til de mange forskellige muligheder for at opleve live-jazz i Kolding året rundt.
Det er nu tredje år jazzforeningerne står sammen om at vise bredden i jazzen, de tidligere år under navnet UnLock Music, et arrangement som vandt Årets Kulturelle Aftryk ved Kolding Kommune uddeling af kulturpriser i 2021.

PROGRAM
Jazz6000 præsenterer:
Cathrine Legardh Trio: ’En sång i en dröm – tribute til Monica Zetterlund’
Oplev den svenskfødte jazzsangerinde Cathrine Legardh og hendes trio hylde den svenske jazzdronning Monica Zetterlund. Cathrine Legardh fortolker Monica Zetterlunds sangskat med en sådan indlevelse, autencitet og sødme, at Monica Zetterlund helt sikkert ville have nydt at lytte med. Til koncerten vil trioen fremføre et udpluk af Monicas mange og alsidige musikperler – nogle mere kendte end andre.
Line up:
Cathrine Legardh: vokal
Jacob Christoffersen: piano
Jesper Thorn: bas

Kolding Jazzklub præsenterer:
Finn Burichs New Orleans Jazzband
Finn Burichs New Orleans Jazzband spiller revival-New Orleans-jazz krydret med swing og blues.
Du kan høre numre af bl. a. Jelly Roll Morten, Kid Ory, Fats Waller, Louis Armstrong m.fl.
Orkestret har besøgt de fleste jazzklubber, festivaler og koncertsale i landet.
Line up:
Finn Odderskov: clarinet, tenorsax, vokal
Finn Burich: trombone, vokal
Gert Jacobsen: piano, vokal
Erling Tjørnelund: bas
Uffe Dalsgaard Hansen: trommer, vocal

JazzHouse Kolding præsenterer:
Cassius Lambert – solo bas
Den kun 25-årige svenske bassist Cassius Lambert elsker at udforske minimalisme, og i denne koncert udelukkende gennem el-bassen. I 2021 udgav han et nyt album VENDI, og med inspiration i dette præsenterer han en fascinerende koncert udelukkende udført med en elektrisk bas, uden ekstra loops eller overdubs.
Line up:
Cassius Lambert: el-bas

Jazz I Trekanten præsenterer:
Flegmatic Moods
Vibrafonisten Tineke Noordhoek er sammen med Christina von Bülow på fløjte og altsaxofon og Jeppe Holst på guitar inspireret af vand. Musikken er som flegmatikeren, rolig og ikke let at slå ud af kurs. Musikken er for alle med lyst til at høre jazz og bossanova med mulighed for at lade tankerne flyde med musikken og tematikken. Udover egne kompositioner spiller trioen musik af Jobim og Gismonti.
Line up:
Tineke Noordhoek: vibrafon
Christina von Bülow: saxofon og fløjte
Jeppe Holst: guitar

Pris - medlem: 80
Pris - under 25 år eller studiekort: 40
Pris - ikke medlem: 120

Jazzklub i Kolding