Torben Westergaard Jazz Brazil 2022

Medvirkende
Torben Westergaard
bas
Helio Alves
piano
Jonan Johansen
trommer
Hans Ulrik
saxofon
07-04-2022, kl. 20:00

Lytter du til P8 Jazz og hører noget, som bare lyder så lækkert, at du simpelthen må vide, hvad det er, så er der stor sandsynlighed for, at du lytter til Torben Westergaard. Hans iørefaldende musik har bragt ham ud i den store verden. Han har turneret i mere end 20 lande og udgivet ikke mindre end 13 albums i eget navn. Under sit mangeårige ophold i New York mødte han nogle af de allerbedste musikere fra hele verden. Det var dog især den latinamerikanske musik, der vandt hans hjerte. Du kender måske hans stærkt anmelderroste album ”Brazilian” Heart fra 1998 og hans tre albums med The Tangofied Ensemble. Jazz Brazil 2022 er Torben Westergaards nye projekt, hvor han genforenes med nogle af sine gamle venner – ikke mindst den verdenskendte brasilianske pianist Helio Alves, som Westergaard mødte i sin tid i USA. Helio Alves mestrer sit hjemlands musik til perfektion, men har tilført den en jazzet lyd, som man kan høre i mange af hans samarbejder med nogle af de allerstørste musikere, fx Joe Henderson, Yo-Yo Ma, Slide Hampton, Paquito D’Rivera, Airto Moreira, Flora Purim og den brasilianske sanger og guitarist Rosa Passos. Med sig på Godset har Torben Westergaard også to af sine danske venner, som begge gennem mange år har vist, at de har et hjerte, der banker for brasiliansk jazz. Kom op hør Torben Westergaards nyeste kompositioner og brasilianske klassikere live i stedet for blot at danse rundt til dem derhjemme, når de bliver spillet i radioen.

Du kan dog smuglytte her: https://torbenwestergaard.com/music/bands-live/jazz-brazil-2022/

Koncerten er støttet af Dansk Kapelmesterforening.

 Torben Westergaard:
Torben Westergaard er en dansk komponist, musiker og underviser, der er fascineret af musikkens afarter og krinkelkroge. Han har udgivet 13 albums i eget navn, hvoraf to har været nomineret til en DMA-pris (2013 og 2014). Torben Westergaards kompositioner er en forførende sammensmeltning af nordisk jazz og latinamerikanske musiktraditioner. Han har turneret i det meste af verden og komponeret musik til en lang række ensembler, TV-serier og dokumentarer. I perioden 2011-2014 var han musikalsk direktør for den danske filmmager og sangskriver Søren Kragh Jacobsen. Derudover har han undervist på de danske musikkonservatorier.

Helio Alves:
Helio Alves stammer fra Sao Paulo i Brasilien. Som pianist er han kendt for sit energiske klaverspil, der konstant tager den brasilianske musiktradition under kærlig behandling og flytter den nye steder hen. I dag er Helio Alves bosiddende i New York, hvor han har spillet sammen med prominente navne som Joe Henderson, Yo-Yo Ma, Slide Hampton, Paquito D’Rivera, Airto Moira og Flora Purin. Med sin ”Brazilian Trio” har han været nomineret til en grammy for sit album ”Florist”. Han har udgivet fire albums i eget navn: ”Trios” (1998), ”Portrait in Black & White” (2004), ”It´s Clear” (2009) og senest ”Musica”, hvor han spiller sammen med Antonio Sanchez, Reuben Rogers, Claudio Roditi og Romero Lubambo.

Hans Ulrik:
Hans Ulrik er en dansk komponist og saxofonist, som har udgivet albums sammen med bl.a. Bary Peacock. Adam Nussbaum, Niels Lan Doky, Audun Kleive, Marilyn Mazur, John Scofield og Steve Swallow. I Danmark kender vi ham dog nok mest for hans fremtrædende rolle i DR Big Bandet.

Jonas Johansen:
Jonas Johansen har medvirket som trommeslager på i omegnen af 200 albums og spillet sammen med nogle af de allerstørste: Enrico Pieranunci, Eliane Elias. Marc Johnson, Steve Swallow, Mike Stern, Reness Rosnes, Egberto Gismonti, Airo Moreira, John Taylor, McCoy Tybner, John Scofield, Joe Henderson, Vince Mendoza og Chris Minh Doky. I Danmark har han ligeledes været en del af ”NHØP Trio” sammen med Ulf Wakenius. På sine 14 albums i eget navn er han tydeligvis stærkt inspireret af musik fra Spanien, Tyrkiet, Indien og Afrika. Han er nok især kendt for sine samarbejder med Rosalia De Souza/Jonas Johansen Brazilian Project.

Pris - medlem: 100
Pris - under 25 år eller studiekort: 50
Pris - ikke medlem: 150

Jazzklub i Kolding