Ung Jazz 2016 – Kvartfinale

11-02-2016, kl. 20:00

For 17. gang løber Ung Jazz af stablen i samarbejde med JazzDanmark, og endnu en gang starter den landsdækkende konkurrence for unge talenter og upcoming bands med fire kvartfinaler. 8 talentfulde unge bands vil endnu en gang dyste om en plads i finalen i Jazzhouse den 2. maj. I hver kvartfinale vil to bands spille mod hinanden og forsøge at overbevise en jury, bestående af professionelle musikere og branchefolk, om at netop de skal videre til semifinalerne.

Aftenens to kvartfinalister på Godset er:

Balvig & The Buddhas
Når det fem mand store orkester Balvig & the Buddhas indtager scenen, bliver du mødt af et intenst lydbillede, som er farvet af skæve rytmer, fængende melodier og drømmende temaer. Med en instrumentation bestående af hammondorgel, synth, altsax, trommer, bas og guitar dannes der en hårdtslående, hiphoppet lyd, som også henter inspiration fra fusionsjazz og funk.

Simon Balvig (sax), Ole Koefoed (guitar), Thorbjørn Kaas (orgel), Sebastian Lund (bas), Johannes Bohn (trommer)

Tof/Love Trio
Trioen arbejder med musik og er dermed ikke låst i en genre. Den store kærlighed for jazz skinner tydeligt igennem de fleste kompositioner, men der er også elementer af folkemusik, hiphop, fri improvisation og tung beat musik. Fra Coltrane til Daft Punk, og fra Jan Johansson til Suspekt – indflydelserne er mange. Det vigtigste for trioen er dynamisk energi, fra den helt stille intensitet der skabes og opstår i visse stykker, til den rendyrkede lyd styrke og følelses eksplosion der gør sig utroligt gældende i trioens musik. Hård energi stor kærlighed; TOF/LOVE TRIO

Love Ekenberg (trommer), Louis Navarro (bas), Andreas Toftemark (tenorsax)

Arrangementet er gratis

Jazzklub i Kolding