”Reflections on Shorter”
Tenorsaxofonisten Claus Waidtløw, som indtil for nylig boede i Kolding, har en central rolle i denne koncert. Både som solist og arrangør har han en hovedrolle i denne hyldest til en stor amerikansk saxofonkollega, Wayne Shorter, som har haft en væsentlig rolle i udviklingen af den nyere jazz gennem sit samarbejde med blandt andre Miles Davis og supergruppen Weather Report. Bag trommerne sidder denne aften en anden af de store amerikanere, Adam Nussbaum, som blandt andet har forgyldt John Scofield og Michael Brecker med sit spil. Aarhus Jazz Orchestra er et af Europas bedste big bands med en række af de bedste på orkesterpladserne. Aftenens koncert kommer til at bestå af to dele. I første afdeling spiller orkesteret klassiske Wayne Shorter-kompositioner med stort fokus på Adam Nussbaums elegante spil. I anden afdeling spilles der nye kompositioner af Claus Waidtløw med stor inspiration fra Wayne Shorters harmoniske og melodiske univers.