Denne superkvartet med accordion/harmonika og akustisk guitar i front, har skabt begejstring overalt og rammer publikum lige i hjertet med sin velklingende og indsmigrende kombination af sigøjnerjazz og brasiliansk choro, med afstikkere til italiensk filmmusik og et par danske standards.
Guitarvirtuosen Jacob Fischer har komponeret en stribe nye numre med inspiration fra – og hyldest til – den legendariske sigøjnerguitarist Django Reinhardt.
Med tilføjelsen af den sicilianske accordionmester, Francesco Calì, får musikken et charmerende sydlandsk touch. Daniel Franck bidrager med sit intense akustiske basspil, der – sammen med Janus Templetons idérige og sprudlende, legesyge trommer – giver den perfekte platform til Jacob Fischers forrygende guitarspil.