Jazzkonkurrencen 2021

28-09-2021, kl. 20:00

Udover at være en konkurrence med fokus på udvikling af vækstlaget i det danske jazzmiljø, er Jazzkonkurrencen også en mulighed for det danske jazzpublikum at stifte bekendtskab med nye unge talenter. Deltagerne vil igennem forløbet kæmpe om en præmie på 10.000 kr. til et selvvalgt projekt samt få mulighed for coaching, feedback fra professionelle branchefolk og ikke mindst få værdifuld liveerfaring. Derudover vil hver af de udvalgte deltagere få en individuel koncert på Jazzhus Montmartre.
Fire bands er udvalgt til at deltage i Jazzkonkurrencen og forløbet er, at de af tre omgange skal på scenen og forsøge at spille sig videre i konkurrencen. For hver runde, og dermed koncert, vil der være en jury, som skal bedømme deltagerne. Juryerne vil være forskellige fra koncert til koncert og hver gang bestå af professionelle musikere og branchefolk. Efter første runde i Aalborg skal den første jury sende tre bands videre til anden runde i Kolding, hvor endnu et band blive valgt fra. Tilbage vil der stå to finalister der skal dyste ved finalen på Montmartre i København. Jazzkonkurrencen er arrangeret af Jazz Danmark. I Kolding vil vi lave vores egen lille publikumsafstemning, hvor vinderen får tilbudt en kontrakt på en koncert i Jazz6000.

Præsentation af de 4 bands:

Xhud [ʃuːt] er startet af den Aalborg-baserede guitarist Glen Montanaro med Jan Sedlak på kontrabas, AndersBak Julsgaard på trommer og Slavomir Sheperd som visuel kunstner. Ordet “Xhud” er taget fra Glen’s maltesiske modersmål, og betyder “vidne”. Bandets koncept er at flytte fokus fra musikerne og over på lytterens interaktion med musikken. Xhud [ʃuːt] kombinerer lydene fra ambient musik med improvisation i skikkelsen af en jazzguitar-trio.
https://www.youtube.com/watch?v=afJia4djeOE

Regnfang er en dansk kvintet, der spiller moderne nordisk jazz. Trompetist Niels de Fine Olivarius’ lyriske og svævende kompositioner trækker tråde til højskolesangbogens tonesprog, som William Steffensens – til tider distortede guitarspil – udfordrer, imens saxofonist og klarinettist Christian Holm-Svendsens kontrapunktiske modstemmer fletter sig om melodien. Samuel Kiels simple baslinjer i samspil med Nikolaj Bangsgaards lette trommespil giver en åben lyd, hvor den nordiske inspiration tydeligt kan høres.
https://www.youtube.com/watch?v=DYEiEmpHJIk

Nathalia Flórez  er en sangskriver og sangerinde fra den danske vestkyst, opvokset på Fanø. I 2019 udgav hun sit debutalbum: I Aftenens Sidste Minutter, et personligt tidsbillede der inviterer ind i et nordisk og jordnært lydlandskab. Det anmelderoste album rummer sange inspireret af folkemusikkulturen på barndomsøen, men hendes kompositioner og varme stemme trækker tydelige tråde til jazzmusikken.https://www.youtube.com/watch?v=do-jNQjdHYE

Metroscope spiller moderne groove-orienteret jazz. Lyden fra den Aalborg-baserede kvartet er en sammensmeltning af jazz med en række indflydelser fra energiske rock-grooves til latinamerikanske rytmer og til sangbare melodier med et nordisk touch. Musikken sætter improvisation i højsædet, men med et stærkt fokus på bandets originale kompositioner. Metroscope fungerer som et kompositorisk kollektiv, hvor alle medlemmer skriver musikken og bandet spiller udelukkende original musik.
https://www.youtube.com/watch?v=OLHg5dt4UZE

Arrangementet er gratis

Jazzklub i Kolding