Niels Lan Doky 2020

14-05-2020, kl. 20:00

I dette forår er stjernepianisten Niels Lan Doky på sin første landsdækkende Danmarksturné “NIELS LAN DOKY 2020” i mere end 10 år. Vi er hos Jazz6000 meget stolte over, at vi kan afslutte sæsonen 2019/2020 med denne koncert med et af de allerstørste navne på den internationale jazzscene.

Niels Lan Doky har i en lang årrække tilhørt verdenseliten og har udgivet over 40 albums i eget navn og har vundet utallige priser, anerkendelser, guldplader og lignende i både Europa, USA, Canada og Asien. Han startede sin professionelle karriere i en alder af kun 13 år og har sidenhen spillet med de fleste af jazzens største koryfæer samt optrådt for verdenseliten, fx Pave Johannes Paul II, og selveste Roger Moore alias James Bond. På hendes 70-års fødselsdag i 2010 slog Dronning Margrethe II Niels Lan Doky til Ridder af Dannebrog. Han har endvidere givet TEDx Talk’en “How Jazz Wisdom Will Change Your Life” og udgivet bogen “Improvisation – i musikken, på arbejdet og i livet” på forlaget Gyldendal Hans første featurefilm som instruktør “Between a Smile and a Tear” havde biografpremiere i 2005.

Ud over ham selv tæller Niels Lan Doky Trio to af de allerstørste jazztalenter, som Danmark har fostret de senere år: På kontrabas Tobias Dall, der – for at det ikke skal være løgn – er vokset op lige rundt om hjørnet i landsbyen Sdr. Bjert og har gået på MGK i Kolding, inden karrieren for alvor tog fart for snart mange år siden. På trommer Niclas Bardeleben, der de seenste år har slået sit navn fast ved at spille med alle de store på den danske jazzscene.

Siden dannelsen af trioen i 2011 har den høstet stor anerkendelse i udlandet, hvor trioen har turneret, ikke mindst i Japan, Sydkorea, Spanien og England. Trioens album “Scandinavian Standards” fra 2014 udkom hos det verdenskendte pladeselskab Warner Music i USA. I 2019 har trioen udgivet albummet “Improvisation On Life”, som siden 2017 har været tilgængeligt i Asien, men først udkom i resten af verden i sommeren 2019. I april 2020 udgiver trioen et nyt album med titlen “River Of Time.” Så der er nok at vælge imellem, når trioen skal sammensætte sin set-liste til koncerten på Godset.

Trioens foreløbige kulmination var koncerten på Jazzfestivalen i San Javier i Spanien i 2019. Her høstede trioen stående ovationer og en kontinuerlig strøm af anmelderroser, der nærmest ingen ende vil tage. Den spanske presse skrev fx:
“De spillede fra hjertet, og fik publikum til at løfte sig nogle centimeter over jorden”
“Musik der trænger dybt ind i sjælen”
“En koncert fuld af skønhed”
“Formåede at efterlade publikum i en tilstand af forelskelse.”

Hvis du vil høre, hvad du kan glæde dig til, så lyt med her:

https://www.youtube.com/watch?v=ip8iPaPEa88
https://www.youtube.com/watch?v=twO-ObWALlk
https://www.youtube.com/watch?v=nXpvpi_ATaA

Billetter til koncerten på www.Jazz6000.dk eller ved indgangen.
Billetten koster kr. 225. Medlemmer af relaterede jazzklubber kommer ind for kr. 150 og unge under 25 år/ studerende for kr. 75.

Koncerten starter kl. 20.00. Dørene åbnes kl. 19.30

Q & A MED NIELS LAN DOKY OG EFTERFØLGENDE FÆLLESSPISNING

Forud for koncerten kan du som medlem af Jazz6000 deltage i en Question and Answers-seance med Niels Lan Doky samt efterfølgende middag.

Vanen tro ønsker vi i Jazz6000 at afslutte sæsonen med en en helt særlig koncert og et arrangement for foreningens medlemmer forud for koncerten.

Arrangementet starter kl. 17.30 på Godset med en velkomstdrink. Derefter vil medlemmer få mulighed for en ”meet the artist”-snak med Niels Lan Doky, hvor der vil blive mulighed for en uformel snak og stille ham spørgsmål om alt det, vi godt kunne tænke os at vide om ham og hans musik. Derefter vil der være spisning og hyggeligt samvær frem til koncerten kl.20.

Deltagelse i Q&A med Niels Lan Doky og fælles middag  koster DKK 200,00. Billet til medlemsarrangementet kan købes som tilkøb til koncertbilletten på www.jazz6000.dk.

Dette arrangement er kun for medlemmer af Jazz6000.
Hvis du ikke er medlem af foreningen, kan du melde dig ind på foreningens hjemmeside www.jazz6000.dk. Medlemsskab koster kr 150,00 og gælder for et år ad gangen. Det giver 1/3 rabat på alle koncertbilletter.

Vi glæder os meget til at kunne takke af for denne sæson sammen med vores medlemmer – og selveste Niels Lan Doky.

Pris - medlem: 150
Pris - medlem med studiekort: 75
Pris - ikke-medlem: 225

Jazzklub i Kolding