Tabloid

Fyrig og funky jazzparty

Medvirkende
Johannes Wamberg
guitar - DK
Jonathan Bremer
bas - DK
Felix Ewert
trommer - DK
Oilly Wallace
saxofon - DK
Malthe Rostrup
keys - DK
Pris & Billet
Pris - medlem: 120 kr.
Pris - under 25 år eller studiekort: 60 kr.
Pris - ikke medlem: 180 kr.
17-04-2026, kl. 20:00

Tabloid samler nogle af de mest respektaftvingende musikere på den danske musikscene. Pianisten Malthe Rostrup er Jadas musikalske højre hånd, bassisten Jonathan Bremer udgør den ene halvdel af Bremer/McCoy, Oilly Wallace er den nye jazzgenerations mest renommerede saxofonist, Felix Ewert er kendt som den vilde trommeslager fra Nic & Jay, og guitarist og melodimager Johannes Wamberg står i spidsen for det hele. Sammen er de intet mindre end den perfekte musik-kur.

En koncert med Tabloid er som en lille lykkepille – du bliver et gladere menneske fra første anslag. Foreløbigt er det blevet til tre albums, inspireret af 1980’ernes funk- og fusionsjazz, tilsat elementer fra alt fra country til J-pop. Bandet er netop nu aktuelle med deres tredje album Hot Gossip. På dette mesterstykke af et album viser de sig fra deres mest eventyrlystne side. Politiken har kaldt Tabloid “et af landets mest interessante og velspillende bands”, og GAFFA har kvitteret med seks stjerner for deres koncert på Heartland Festival 2025. Det er på én og samme tid cool og corny, funky og fløjlsblød musik, der giver dig lyst til at danse og råbe “Længe leve livet – og live-musikken!”

Lyt til musikken her:

Anmelderne skriver:
“Et absolut gennemført og stilrent album – bare se albumcoveret. Dekadent, på den der moderne og inkluderende måde. Let og levende, på den der måde, der bare giver lyst til at høre albummet igen, og drømme videre om snart at høre det hele LIVE.”
– All that Jazz (2025)

”Supergruppe er gavmilde med musikalitet og nostalgi på nyt mesterstykke”

“Koncerten går fra herlighed til herlighed. Jeg hører toner, jeg aldrig troede, jeg skulle høre, og ser kroppe smyge sig på umiskendelige måder. Selvom der ikke udveksles ord, så taler Tabloid samme sprog. Et blik, en takt, et break. De er aldrig i tvivl om, hvor de har hinanden, eller hvor vi er på vej hen, så jeg læner mig bare tilbage og nyder turen.”
– Gaffa (2025)

Mere om Tabloid:
Hvor de tidligere har været samlet kortere tid og indspillet kompositioner primært skrevet af Wamberg, er de denne gang gået mere kollektivistisk til værks med en længere skriveproces, hvor alle har bidraget. Også i studiet har de forsøgt at fange kollektivet i flere tilfælde med afsæt i numre, de havde testet til deres koncerter. Målet var at indkapsle lyden af fem mennesker, som med dyb tillid til hinanden spiller sammen i et rum. Dermed har de også søgt den energi, der kendetegner deres koncerter, og store dele af albummet består af livetakes. De har efterfølgende prøvet ikke at polere for meget på optagelserne, i stedet vil de leve med de fejl og sprækker, liveindspilningen giver. Det har handlet om at respektere den fælles musikalske sjæl.

Numrene på det seneste album udstråler overskud og smartness, men er drevet af lysten til at fremelske nuancer og overraskende sammenhænge. Nogle rækker på tværs af kontinenter. Eksempelvis løber en asiatisk åre gennem albummet, og gruppen refererer til både mesterinstruktøren Miyazaki og japanske jazzfusionsbands Casiopea og Yellow Magic Orchestra som inspirationskilder. Tråden bliver lagt allerede i første nummer ’Kintsugi’, der har sit navn efter en japansk klinkekunst, hvor knuste vaser genopstår som nye værker. Singlen ’Roses’ groover derimod som Steely Dan i begyndelsen, men drejer så i retning af moderne soveværelsesindie a la Mac De Marco. Blot med lidt mere støv i værelset. Som man næsten kan høre på titlen, har balladen ’Nordvest’ et anderledes dansk præg. Den kunne godt have spillet i den scene af Gummi-Tarzan, hvor Ivan Olsen møder kranføreren i skikkelse af Otto Brandenborg på havnen. Skulle et nummer udpeges som ren Tabloid-DNA er det ’Mr. Tabloid’, hvor alle kommer til deres ret som instrumentalister. Derfor er det også et nummer, som viser, hvordan alle bringer noget særligt til bordet og tør føre lytteren rundt mellem forskellige genrer – uden, den røde tråd forsvinder.

Husk at du som medlem af Jazz6000 har mulighed for at komme helt tæt på musikerne, når vi denne aften inviterer til Artist Talk kl 19.00

EKSKLUSIVT FOR MEDLEMMER: ARTIST TALK

Gratis for medlemmer af Jazz6000
Som medlem af Jazz6000 har du mulighed for at komme helt tæt på de fantastiske musikere i Tabloid. Inden aftenens koncert stiller de nemlig alle op til en åbenhjertig og intim snak med os om deres fælles supergeile power-projekt. Det bliver både spændende og sjovt!

Pris & Billet
Pris - medlem: 120 kr.
Pris - under 25 år eller studiekort: 60 kr.
Pris - ikke medlem: 180 kr.

Jazzklub i Kolding