Et superband

Husk at du som medlem af Jazz6000 har mulighed for at komme helt tæt på musikerne, når vi denne aften inviterer til Artist Talk klokken 19.00 (se nedenfor).
Danmarks nye superseje powerband The Action 4s udgav i maj 2025 sit første album hos hæderkronede April Records. Den spritnye kvartet tæller fire af tidens mest anerkendte instrumentalister fra Skandinavien og Storbritannien.
Allerede efter deres debutkoncert i 2023 stod det klart, at der her er tale om et orkester, som vi alle komme til at høre mere til i fremtiden. Politikens musikredaktør Thomas Michelsen kaldte dem simpelthen for et “superband” og kvitterede med hele fem hjerter for koncerten.
Som navnet tilsiger, laver de fire musikalske superhelte musik, hvor der handles. Og de spilder ikke et sekund. Deres uovertrufne samspil er vildt og ekvilibristisk, og deres musik i krydsfeltet mellem jazz, rock, funk, fusion og electronica er både iderig, rytmisk og melodisk som bare pokker.
Det er simpelthen perfekt samtidsmusik: Firkantet, perfekt og praktisk talt umulig at sætte i bås.
Om musikerne:
Mathias Heise, virtuos kromatisk mundharpist og dygtig pianist, blev verdensmester i mundharpe som 20-årig og har siden modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris, Ben Webster Prisen og anerkendelse fra Statens Kunstfond.
Den danske pianist og komponist Rasmus Sørensen har i flere år markeret sig på jazzscenen i New York med en tilgængelig, men nyskabende lyd. Han har høstet ros for sit debutalbum Traits og opfølgeren Balancing Act, som blandt andet har Kendrick Scott på trommer. I 2025 modtog hans Ben Webster-Prisen.
Den London-baserede bassist Conor Chaplin er en eftertragtet musiker med næsten 40 album-credits og samarbejder med navne som Jacob Collier, Jeff Ballard, Ari Hoenig og Ben Wendel bag sig.
Kvartetten fuldendes af den svensk-norske trommeslager Anton Eger – en markant skikkelse på den europæiske jazzscene, kendt for sin eksplosive teknik og genreblandende tilgang i orkestre som f.eks. JazzKamikaze. I 2020 blev han kåret som Årets Jazzmusiker ved Danish Music Awards Jazz.
Lyt til musikken her:
https://theaction4s.bandcamp.com/album/the-action-4s