Cool jazz fra New York
Ville du ikke også bare ønske, at du havde oplevet 1960’ernes kæmpestore jazzlegender, der flyttede grænserne for, hvad jazz er i dag? Nu får du muligheden for at høre en af de store nulevende jazzstjerner på den amerikanske jazzscene, der stående på skuldrene af jazzens store mestre som John Coltrane og Miles Davis lader os mærke cool jazz’ nye og hotte tidshorisonter.
I mere end ti år har saxofonisten Lawrence Clark spillet sammen med den legendariske trommeslager Rashid Ali og andre stjerner som fx Billy Hart og Josh Evans og turneret i det meste af verden. Denne aften kan du opleve ham sammen med sit forrygende The Lawrence Clark Band, der tæller fem mageløse musikere fra jazzscenen i New York, som igennem en årrække har spillet på alverdens store jazzscener og festivaler.
Nu får de endelig dansk verdenspremiere – selvfølgelig hos Jazz6000!
Lyt til The Lawrence Clark Band her:
Live-optagelse:
Flere numre kan høres her: https://www.lawrence-clark.net/media
Læs mere her: https://www.lawrence-clark.net/
Om orkesteret:
Lawrence Clark voksede op i Camden, New York, og begyndte tidligt at interessere sig for musik og lærte at spille saxofon i en tidlig alder. Efter at have afsluttet high school fik han et stipendium til Berklee College of Music, hvor han specialiserede sig i tenorsaxofon. I årenes løb har han arbejdet med mange store jazzmusikere, rejst i USA, Europa, Asien og Afrika og spillet på utallige klubber og festivaler. Hans band består af topmusikere fra New York, som får hans forførende musik til at vibrere.
Med sig har han den enestående trompetist Duane Eubanks (bror til Kevin og Robin Eubanks).
Rytmesektionen består bl.a. af keyboardvirtuosen Theo Hill og bassisten Joris Teepe.
Alle er erfarne sidemen og ledere af egne orkestre. De er alle berømte og efterspurgte musikere på jazzscenen i New York.