Den legendariske folk- og jazz sangerinde Joni Mitchell fyldte 75 år i november 2018. Den danskfødte jazzsangerinde Tine Bruhn med den englebløde stemme har igennem de seneste 20 år skabt sig en imponerende karriere i jazzens eget hjemland og spillet på alverdens store jazzfestivaler og jazzklubber. Med denne koncert vil hun hylde og fortolke nogle af Joni Mitchels tidlige hits og senere mere jazzede numre. Hun er umiskendeligt inspireret af Herbie Hancoks The Joni Letters fra 2007, som på magisk vis formåede at indfange Mitchels helt enestående følsomhed og intensitet. Det er på en og samme tid funky og gudesmukke melodier og jazzharmonier. Musikken leveres af nogle af Danmarks fremmeste udøvere af moderne jazz, som med garanti vil væve et lydtæppe, som er engle værdige.
Endnu en dejlig sæson i Jazz6000 nærmer sig sin afslutning, og det vil vi gerne markere med et arrangement for klubbens medlemmer.
Det foregår på Godset fredag den 24. maj forud for koncerten med Tine Bruhn Kvintet.
Arrangementet starter kl. 17.30 med en velkomstdrink. Derefter oplæg fra Tine Bruhn, der afslutningsvist inviterer til en dialog, hvor der kan spørges om alt mellem himmel og jord.
Efter foredraget er der fælles spisning.
Medlemsarrangementet koster kr. 200 pr. person, incl. 1 genstand til maden og købes som tilkøb til koncertbilletten.
Skal købes senest d. 19. maj af hensyn til madbestilling.