Malene Kjærgaard er en meget dygtig og personlig sangerinde og komponist og en fin historiefortæller, der søger den levende kontakt med publikum.
Når Malene møder på Godset, er det med en spritny debut-cd i tasken og med et udsøgt hold af nogle af landets allerbedste musikere. Repertoiret vil være en blanding af standards fra den amerikanske sangskat og sange af Malene Kjærgaard selv.
Malene Kjærgaard er oprindelig fra Kolding hvor hun har gået på MGK og videreuddannet sig på det ansete Complete Vocal Institute. Hun har gjort sig stærkt gældende i det Københavnske jazzmiljø, og har spillet med bl.a. Jacob Fischer, Hugo Rasmussen og Keld Lauritsen.
Malene Kjærgaard modtog for nylig 2. prisen for årets bedste jazzkomposition, der – ud over et kontant beløb – kastede en koncert med DR Big Band af sig.