Et samarbejde mellem Kresten Osgood, Godset, Jazz i Trekanten og Jazz6000 har igen gjort det muligt at sende en livekoncert direkte fra Godset og hjem i jeres stuer:
Koncerten streames på Jazz6000s Facebook og på YouTube her: https://www.youtube.com/watch?v=BPEIF6cQpzA
I de sidste 25 år har Kresten Osgood været centralt placeret i dansk musikliv. Han er bl.a. blevet kaldt “Det bedste der er sket i dansk jazz siden 80’erne” og “Vildmanden i det danske jazzvåbenskjold”
På Godset præsenterer han en superkvintet bestående af nogle af de allerstærkeste kort på den danske jazzscene. Foruden Kresten Osgood selv bag trommerne, er det på trompet Erik Kimestad, der trods sin unge alder allerede kan betegnes som en kultmusiker, der sætter et nyt niveau hvad angår harmonisk overblik og instrumental excellence. En blændende improvisator -både i komplekse harmoniske landskaber og helt frie forløb. Mads Egetoft kommer med en helt frisk lyd på saxofonen. Han spiller med et cry og et abstraktionsniveau, som minder om Archie Shepp. Hans tone og dirrende udtryk på saxen er helt nyt. Pianist Jeppe Zeeberg er en af sin generations væsentligste musikere. Han er kendt fra bands som Dødens Garderobe, The Absolute Pinnacle of Human Achievement og Sølvtøjet samt utallige spændende udgivelser i eget navn. Hans på en gang fragmenterede stil og klokkeklare æstetik skaber en lyd, som i sandhed er frisk på pianofronten i Danmark. Zeeberg er en frygtløs og intens improvisator, som ikke ser sig tilbage.
Bassen håndteres af Matthias Petri – en ung, virtuos musiker og komponist, som lægger sig i kølvandet på andre store danske bassister. Er en af hovedmændene bag det anmelderroste album Prism. Hans tone er rund, hans swing er dybt – med andre ord et lysende, naturligt bastalent
Kresten Osgood er i en kategori for sig. Et fyrtårn. En ekstraordinær trommeslager og improvisator, der, med fuld respekt for traditionen, udfordrer den på ethvert givent tidspunkt. Han medvirker på omkring 100 albums og har turneret over det meste af kloden. Her har han optrådt og indspillet med legender som Roscoe Mitchell, Paul Bley, William Parker, Joe Lovano, Derek Bailey, Wadada Leo Smith, Jason Moran, Kenny Barron, Chris Potter, Kurt Rosenwinkel, Marc Dresser, Peter Brötzman, Joshua Redman, Brad Mehldau, Mats Gustafsson, Joe McPhee, Dr. Lonnie Smith, Sam Rivers, Henry Grimes, Yusef Lateef, Marshall Allen og mange, mange andre.
Selv det dækker ikke rigtig det fulde spektrum af, hvad han har lavet i sin lange karriere. Han er også kendt som rapper, komponist, pianist, vokalist, saxofonist og trompetist – en sand multiinstrumentalist og en hyperaktiv arrangør af alt fra festivaler, koncertrækker og til et årligt højskolestævne. Han har medvirket i flere shows i TV og radio (Smagsdommerne, Øreflip, Osgoods Jazz og podcastserien Farlige Toner). Han er modtager af flere priser bl.a. Ben Webster prisen, Djbfas Hæderspris, Leo Mathiessen Prisen, Steppeulven, P8 Prisen, og som om det ikke er nok, har den landskendte danske kok Jakob Mielckes dedikeret et helt kapitel i sin kogebog direkte til Kresten … og så spillede han rock’n’roll til den danske kronprins Frederik og Marys bryllup. Med andre ord en person der – uanset konteksten – altid realiserer sit fulde potentiale.
Koncerten er uden publikum grundet Covid19-restriktionerne. Det er Jazz i Trekanten der står for livestreamningen.