Om Jazz6000

Jazz6000 er Koldings jazzklub for moderne jazz. Jazz6000 er en almennyttig forening, der har hjemsted på det regionale spillested Godset i Kolding. Foreningen drives af en bestyrelse og en gruppe frivillige hjælpere, der brænder for at skabe sublime jazzoplevelser for foreningens medlemmer og andre publikummer.

VORES MISSION

Vores mission er at gøre Jazz6000 til en af de fremmeste jazzklubber i Danmark ved at tiltrække store navne fra ind- og udlandet og ved at samarbejde med andre jazzaktører. Vi samarbejder fx hvert år med Copenhagen Jazz Festival om Vinterjazz og med Jazz Danmark om at afvikle Jazzkonkurrencen for lovende unge jazzmusikere i Danmark.

Foreningen arbejder ikke mindst for at skabe gode rammer for foreningens medlemmer. Vi bestræber os på at gøre Jazz6000 til et hyggeligt sted, hvor man kan mødes med andre om glæden ved moderne jazz. 

I henhold til foreningens vedtægter skal foreningen bidrage til udbredelsen af og højne kendskabet til moderne jazzmusik i al dens mangfoldighed samt dermed beslægtede genrer, fx verdensmusik og roots.

Inden for de seneste par år har vi præsenteret store navne som fx Yellowjackets, Bill Laurance Trio, Lars Jansson, Ulf Wakenius, Svaneborg Kardyb, Bremer McCoy, Itarmar Borochov, Jonathan Kreisberg, Steve Gadd, Lars Danielsson, Cæcilie Norby, Rymden, Kurt Rosenwinkel, Niels Lan Doky samt DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Du kan se vores tidligere koncerter her

HVOR FOREGÅR VORES KONCERTER?

Foreningens koncerter foregår primært på Godset i Kolding, men foreningen arrangerer også koncerter på en række nye lokationer:

  • Sensommerfest på Godset UJNFOR-scenen
  • Skovkoncert i Marielundskoven under navnet ”Jazz i skovens dybe, stille ro”
  • Jazz ved Slottet ved slotssøen i Kolding

Vi glæder os til at se dig i Koldings jazzklub for moderne jazz!

 

Jazzklub i Kolding